I forbindelse med pulje til landbyfornyelse og pulje til fornyelse af bymidter, kan du som privat husejer eller privat boligudlejer søge om støtte til renovering af din private helårsbolig eller din udlejningsejendom. Der kan også ydes støtte til renovering af forsamlingshuse og bygninger med lignende anvendelse.
Der kan ikke gives støtte til sommerhuse eller fritidsboliger.
PULJE TIL LANDSBYFORNYELSE
Ligger din bolig i en af kommunens landområder, eller i en af de mindre byer med under 3.000 indbyggere, kan du søge om støtte til renovering af hele boligens klimaskærm hvis boligen er opført før 1960 og er væsentligt nedslidt. Det er en betingelse for at opnå støtte til renovering, at istandsættelsen udføres så bygningens bevaringsværdi af de udvendige bygningsdele fastholdes eller forøges - dette ved at blive istandsat i overensstemmelse med bygningens oprindelige arkitekturstil, håndværk og udtryk.
Kommunen støtter renovering af boliger og forsamlingshuse eller bygninger med lignende anvendelse med 40 % - dog max 250.000 kr.
Ansøgninger om støtte til renovering prioriteres efter boligens synlighed i det lokale bymiljø og fra hovedveje mellem landsbyer i det åbne land samt områder med områdefornyelse.
Områder med igangværende områdefornyelse:
Se kort - Korinth
Se kort - Langs rute 8 i Bøjden, Horne, Gislev
PULJE TIL FORNYELSE AF BYMIDTER – FAABORG OG RINGE
Ligger din bolig inden for bymidteafgrænsningen i Faaborg eller Ringe, kan du søge om støtte til renovering af hele boligens klimaskærm hvis boligen er opført før 1960 og er væsentligt nedslidt. Det er en betingelse for at opnå støtte til renovering, at istandsættelsen udføres så bygningens bevaringsværdi af de udvendige bygningsdele fastholdes eller forøges - dette ved at blive istandsat i overensstemmelse med bygningens oprindelige arkitekturstil, håndværk og udtryk.
Kommunen støtter renovering af boliger med 30 % - dog max 300.000 kr.
Ansøgninger om støtte til renovering prioriteres ud fra bygningens bevaringsværdi og renoveringens synlighed i det visuelle miljø i byerne, de mest befærdede områder langs hovedfærdselsårer og pladser i byerne.
Se kort - Faaborg bymidteafgrænsning
Se kort - Ringe bymidteafgrænsning
PROCES FOR TILDELING AF STØTTE
Ansøgninger om støtte til renovering vil blive politisk behandlet løbende. Der er derfor ikke en ansøgningsfrist.
Da der er begrænsede puljemidler til rådighed, vil forvaltningen vurdere, hvilke ansøgninger, der bør prioriteres, hvis mængden af ansøgninger overstiger puljemidlerne.
Søger du om støtte til renovering skal du bruge ansøgningsskemaet nedenfor. Ansøgningen skal indeholde:
- Udfyldt ansøgningsskema med beskrivelse af det arbejde, der søges om støtte til
- Fotodokumentation
- To sammenlignelige tilbud på arbejdet fra relevante, uvildige og momsregistrerede håndværker
Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte PLAN på plan@fmk.dk
Søg om tilskud til renovering
Læs mere om støtte til renovering herunder:
Vejledning til Støtte til renovering - Pulje til Landsbyfornyelse
Vejledning til Støtte for renovering - Pulje til bymidter (Faaborg og Ringe)