Regulering af råger
Råger kan larme og være til gene, især i yngletiden. Her kan du læse om, hvad du selv kan gøre, hvis du har råger på din grund, og hvad kommunen gør ved råger på offentlige områder.
Rågen er fredet, og det gælder også dens æg og unger. Derfor kræver det altid tilladelse fra Naturstyrelsen at regulere bestanden ved fx at skyde fugle i en koloni eller forsøge at forstyrre dem tidligt i sæsonen med mere indgribende midler som fx at fjerne reder.
Du skal have gyldigt jagttegn for at skyde råger i forbindelse med regulering. Har du ikke det, kan du alliere dig med en jæger, som vil foretage reguleringen.
Skræmmemidler som fx lyd og visuelle effekter kræver ikke tilladelse.
Ansøg om tilladelse til regulering af råger
Som hovedregel skal du have gjort en væsentlig indsats for at skræmme rågerne væk eller afværge, at de slår sig ned, før du kan få en tilladelse til at regulere råger hos Naturstyrelsen.
Det er kun grundejeren, der kan søge om tilladelse hos Naturstyrelsen. Hvis du bor til leje, skal du derfor kontakte din udlejer.
Kontakt Naturstyrelsens vildtkonsulent, hvis du har spørgsmål til regulering af råger på private arealer eller Naturstyrelsens arealer.
Læs mere om at søge tilladelse til regulering af råger på Naturstyrelsens hjemmeside
Råger på kommunale områder
Kommunen kan i nogle tilfælde regulere råger på kommunale arealer, hvis de er til væsentlig gene.
Vi regulerer ikke i landzoneområder og fælder som udgangspunkt ikke træer pga. råger. Det løser sjældent problemet og risikerer at sprede kolonien til nye steder.
Vi foretager heller ikke nedtagning af reder og kan ikke gøre noget ved råger på private matrikler.
Hvis du observerer råger på kommunale arealer, der er til stor gene for omgivelserne, kan du kontakte os.