Tabt arbejdsfortjeneste

Hvis du mister løn, fordi dit barns handicap kræver, at du er fraværende fra arbejde, kan du søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Tabt arbejdsfortjeneste:

Du kan søge om tabt arbejdsfortjeneste, hvis barnet eller den unge har:

  • Betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
  • Indgribende, kronisk eller langvarig lidelse.

At funktionsevnen/lidelsen er indgribende og betydelig betyder, at den har alvorlige følger i barnets eller den unges daglige liv. Langvarig betyder at lidelsen varer mere end et år og kronisk/varig betyder at den forventes at vare barndommen ud.

Det er en betingelse at du som forælder passer dit eget barn eller ung og at dette vurderes nødvendigt for barnet.

Du kan også søge om tabt arbejdsfortjeneste, når du ledsager dit barn eller ung til undersøgelser og behandlinger.

Hvilke betingelser er der for at modtage tabt arbejdsfortjeneste?

For at kunne modtage tabt arbejdsfortjeneste skal du som forælder:

  • Have et indtægtstab ved at passe barnet eller den unge i hjemmet.
  • Indtægtstabet skal være dokumenteret.

Man kan både som lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende have et indtægtstab. Der vil også kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selvom ansøgeren på ansøgningstidspunktet endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis behovet for at passe barnet eller den unge i hjemmet forhindrer en indtægt.

Ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes på baggrund af din tidligere bruttoindtægt, dog højst med et beløb på 34.055 kr. om måneden (2023), der således udgør et loft for ydelsens størrelse.