Der er 3 muligheder for at få et pas i hastetilfælde:
- Forlængelse af eksisterende pas
- Midlertidigt pas (nødpas/provisorisk pas)
- Hastelevering af nyt pas.
Forlængelse af eksisterende pas
Hvis dit eller dit barns eksisterende pas er udløbet inden for de sidste 3 måneder, eller udløber inden for kort tid, før du skal rejse, kan du få det forlænget én gang med et stempel.
Bemærk at forlængelse af dit barns pas kræver samtykkeerklæring fra begge indehavere af forældremyndigheden.
Forlængelsen af passet er gratis og gælder, til du kommer hjem fra din rejse, dog maksimalt i 1 år.
Vær opmærksom på, at nogle lande ikke accepterer en forlængelse af passet. Dette bør du selv undersøge ved ambassaden i Danmark eller via dit rejseselskab.
Se andre landes pas- og visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Du udfylder ansøgningen og bestiller tid på samme måde, som hvis du skulle have lavet et almindeligt pas.
Udfyld pasansøgning
Bestil tid til Borgerservice
Midlertidigt pas (nødpas/provisorisk pas)
Hvis dit eller dit barns pas er udløbet for mere end 3 måneder siden, kan du få et midlertidigt pas.
Det koster det samme som et almindeligt pas, men hvis du bestiller et nyt almindeligt pas samtidig, indgår det midlertidige pas i prisen.
Det midlertidige pas gælder, til du kommer hjem fra din rejse, dog maksimalt 1 år.
Vær opmærksom på, at nogle lande ikke accepterer et midlertidigt pas. Det er op til dig selv at undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller via dit rejseselskab.
Se andre landes pas- og visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Du udfylder ansøgningen og bestiller tid på samme måde, som hvis du skulle have lavet et almindeligt pas.
Udfyld pasansøgning
Bestil tid til Borgerservice
Hastelevering af nyt pas
Hvis du blot har behov for at få leveret dit eller dit barns pas hurtigere end den almindelige leveringstid på ca. 3 uger, kan du vælge at få hasteleveret passet. En hastelevering tager ca. 11 hverdage.
Du udfylder ansøgningen og bestiller tid på samme måde, som hvis du skulle have lavet et almindeligt pas.
Udfyld pasansøgning
Bestil tid til Borgerservice
Hvis du er i tvivl om dine muligheder, eller der er for længe, til du kan få en tid hos Borgerservice, er du velkommen til at ringe til os på 72 53 15 60.