Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet
I særlige tilfælde kan det være den bedste løsning for et barn eller en ung at blive anbragt uden for sit hjem. Dette sker for at sikre barnet eller den unge de bedst mulige betingelser for opvækst.
Når et barn eller ung har brug for særlig støtte
Når et barn eller en ung har brug for særlig støtte og behov for hjælp, kan vi beslutte, at en anbringelse uden for hjemmet er den bedste løsning. Vi foretager en børnefaglig undersøgelse inden anbringelsen.
I særlige tilfælde kan anbringelsen ske akut eller foreløbigt og dermed sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse foretages.
Samtale med barnet eller den unge
Børn og unge skal høres som led i undersøgelsen af sagen. Inden vi afgør om et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet, skal barnet som udgangspunkt inviteres til en samtale. Samtalen skal afdække barnets eller den unges holdning til den afgørelse, vi overvejer at træffe.
Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden denne er tilstede, hvis det er det bedste for barnet eller den unge.
På Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside kan du læse mere om børnesamtalen.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet om sagsbehandling i børnesager
Valg af anbringelsessted
Når et barn skal anbringes uden for hjemmet, er det os, der beslutter, hvor barnet skal anbringes. Det er også os, der fastsætter de nærmere vilkår for samvær og kontakt mellem barnet og familien samt netværket.
Vi skal vælge det konkrete anbringelsessted i overensstemmelse med barnets eller den unges handleplan. Det betyder, at vi ud fra det beskrevne formål med og mål for anbringelsen skal vælge det anbringelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.
Vi vil også lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer, og herunder også, om en plejefamilie kan være det mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.
Hvis det barn eller den unge, der skal anbringes, har søskende, der også er anbragt eller skal anbringes, skal vi vælge samme anbringelsessted med mindre, at børnenes behov eller andre forhold taler i mod det.
Anbringelsessteder for børn og unge kan være:
- Plejefamilier
- Kommunale plejefamilier
- Netværksplejefamilier
- Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder
- Opholdssteder for børn og unge
- Døgninstitutioner – og herunder også delvis lukkede døgninstitutioner
Et anbringelsessted skal være godkendt af socialtilsynet. Når der er tale om plejefamilier, der alene er konkret godkendt til et eller flere bestemte børn, og dermed også netværksplejefamilier, skal plejefamilien dog være godkendt af kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.